Filosof

Jeg har søgt at udvikle mit eget, filosofiske begrebsapparat med interaktionen mellem begivenheden, kroppen, sproget og verden i centrum. Især berøringen og dermed særligt hånden befrier de potentialer som materien indeholder gennem en særegen taktil genkendelsesproces, der får lydligt kød i ordet. Jeg er fristet til at kalde dette filosofiske perspektiv for imaginativ kondescendentialisme.

Dette begreb udtrykker, at ordene, og dermed begrebsdannelsen i filosofien, er et resultat af mødet mellem det, der overskrider erfaringen, universets væsen (transcendens), og det vi kan med vore kroppe og bevidstheder (immanens). I Kierkegaards terminologi betyder det mødet mellem det evige og det timelige i Jesu skikkelse, men betydningen her er bredere og ikke kun bundet til en naturlig overnaturlighed (Carlyle) inden for den religiøse sfære, til ”kénosis”, til ”das Knechtwerden Gottes” (Luther). Den er bundet til en handlekraft, der konkretiseres og forløses af ordet, af – hvad jeg kalder – vores evne til autoonomatopoiesis, til selvefterligning. Gennem vores evne til at producere lyd kan vi skabe koder for det, vi gør i alle aspekter af praksis. Disse koder er inspirerede af vores billedlige forestillingsevne og kapacitet til  analogidannelse.  Derfor det imaginative: Det fører os ind i en sfære hinsides den sansegivne virkelighed. I en mere snæver forstand kan vi også kalde denne evne til at gøre verden håndgribelig og hørbar gennem ordet for evokativ konceptualisering. Det betyder, at individet skaber begreber gennem artikuleringen af den mening og betydning, der udløses ved erfaringen af dets egen praksis. Denne artikulering indbefatter mentale indstillinger, perspektiver, følelser, værdier, dialektiske figurer og retoriske greb, især metaforer. Centralt i min filosofi står begivenheden som det særlige nærvær det skeende får i kraft af øjeblikkets varighed, når den bryder frem i betydningens begivenhed og navngives gennem begivenhedens betydning, bliver til dagsorden, referat, anklageskrift og frihedsbrev.  Dette at kunne forstå begivenheden som en tom plads, almabegivenheden, hvis væsen er på den anden side af en uigennemtrængelig begivenhedshorisont (non aliud), gør frihedens mulighed til centrum i vore liv. Vi kan tage os selv på os i kraft af samvittigheden og blive opdragsmestre til det liv, vi lever.

Således vil den symbolske eller typokratiske begivenhed i vort liv blive samtalen, den med os selv og den med andre. Derfor har jeg også i mere end de sidste tyve år arbejdet med den klassiske, græske samtalekunst, protreptikken, hvis mål er at tilskynde et menneske til at tag sit liv alvorligt, og dermed op til revision. Protreptikkens mål er at insistere på et menneskes mulighed for at frelse sig selv, for så vidt dette ord, ”frelse” oprindeligt betyder ”fri hals”, dvs. at halsjernet er fjernet og slaven sat fri – den græske filosof Epiktet bruger et lignende billede blot med  den fjernede fodlænke som centrum (aparapódistos).

Protreptikken

Hvad er protreptik?

Tænkning, “diánoia”, defineres af Platon i hans sidste dialoger som “entós tes psychés prós aúten diálogos”, som “tankens indre dialog med sig selv”. Tankeprocessen, “dianoéisthai” opfattedes som “dialégesthai”, som en måde at samtale på, en tidlig form for dialektik (Sophist 263, e 3-5; Theaitetos 189 e)[1]. Dette er protreptikkens epistemologiske (erkendelsesteoretiske) grundantagelse: At tænkning og tale er to sider af samme mønt. Dialogen lærer et menneske at tale med sig selv, dvs. at tænke. Således kan Platons dialoger opfattes som protreptisk undervisningsmateriale. De er eksperimenter i ”parænese”, kunsten at vende et menneske mod det væsentlige i sit liv. Platons overtagelse af det sokratiske begreb “euprattein”, der betegner det etisk mestrede liv, og hans forpligtelse over for undersøgelsen af selvet, bekræfter det protreptiske perspektiv. I ”Sophisten” taler han også om “téchne psychagogía”, den kunst at lede et andet menneskes sjæl.

Protreptikken lærer sine elever at tænke. Derfor fokuserer den på talen, da ordene er den form som tanker oftest har. Dette indebærer en trefoldig, kritisk tilgang: At tænke over, hvordan vi tænker, kaldet ”refleksion” med en spejlmetafor. At tænke over, hvor tankerne kommer fra, dvs. deres grundlag i holdninger og dermed i værdier, og i billeder, og deres binding til en praksis. At tænke over, hvad betydningen er af de ord vi vælger, deres indholds- og omfangslogik, deres historie, og dermed deres grundlag i de praksisser, der forankrer dem i kroppen og former deres brug, ikke mindst den analogiske eller symbolske. I denne kontekst bliver dialogen afgørende, fordi vores evne til at artikulere vore tanker i talen er forudsætningen for at fungere socialt og dermed også politisk. Men det dialogiske perspektiv sætter sig også igennem i vores forhold til os selv. Så før vi former vores tale gennem det pragmatiske hensyn til situationen og de andre, så former vi vores tanker som tale, som indre dialog og monolog for os selv. Jeg har kaldt dette fænomen for ”translokutionaritet”, der kan udtrykkes gennem devisen: Jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg hører, hvad jeg selv siger (dette afsnit er fra min nye bog ”At være herre i eget hus. Om ondskaben, døden, protreptikken og visdommen”. Content Publishing. Udkommer 1.3, 2023).

[1] Alle engelske citater fra de græske forfattere er fra Loeb-udgaven, og oversat af mig (OFK), undtagen Alkibiades-teksten, der er fra Benjamin Jowetts oversættelse.