Ole Fogh Kirkeby, f. 1947, er mag. art og Dr.phil., og professor i Ledelsesfilosofi ved CBS og direktør for Center for Kunst & Lederskab. Han har gennem de sidste femten år udviklet en filosofisk teori om begivenheden som centrum i vort liv gennem bøgerne Eventum tantum. Begivenhedens ethos (2005), Skønheden sker. Begivenhedens æstetik (2006) og Selvet sker. Bevidsthedens begivenhed (2008). Han har videreudviklet det græske samtalekoncept for ledere, ”protreptikken”, i praksis, og teoretisk i bøgerne Protreptik. Filosofisk coaching for ledere, (2008) The New Protreptic. The concept and the Art (2009). Som direktør for Center for Kunst & Lederskab har han arbejdet med de nye perspektiver ledelse kan uddrage af kunst.

Ole Fogh Kirkeby har skrevet en lang række bøger om ledelse, herunder bestselleren Det nye lederskab fra 2005, og i 2011 udgivet Om velfærd. Det godes politik. Han har endvidere udgivet to bind filosofiske fortællinger og skrevet teaterstykker.

Samfundsvidenskab og økonomi

Jeg begyndte min akademiske løbebane på to fronter: Den historiefilosofiske og den videnskabsteoretiske. Substansen af begge disse perspektiver var den marxistiske teori om samfundet, historien og økonomien. Min magisterkonferens blev udgivet under titlen Kapitallogik og historie i 1975. Den udgjorde en filosofisk studie i muligheder og begrænsninger for at beskrive et samfunds kultur ud fra det økonomiske og teknologiske basis, således som Karl Marx havde designet problemet.

Jeg blev dog hurtigt kritisk overfor det marxistiske perspektiv på økonomien, og gav mig gennem grundige studier af Marx’ das Kapital og Theorien über den Mehrwert til at undersøge hans begrebers forklaringskraft på det mikro- og makroøkonomiske niveau. Denne analyse foretog jeg gennem en omfattende inddragelse af neoklassisk økonomi. Fokus var begrebet om ”en gennemsnitsindustri”, der kunne danne en konstans for forudsigelsen af prisdannelse på grundlag af værdier. En gennemsnitsindustri må nødvendigvis bestemmes gennem et begrebskompleks for et gennemsnitligt, teknologisk niveau. Resultatet af denne undersøgelse, der foregik i forb.m. et kandidatstipendium på RUC, resulterede i bogen Marxismen som økonomisk videnskab fra 1979.

Teknologikritik

I firserne blev jeg mere og mere interesseret i den virkning, som teknologien har på udviklingen af samfundsstrukturen, og på kulturen, specifikt dens indflydelse på sammenhængen mellem arbejde og social identitet. Jeg var i særlig grad optaget af muligheden for udviklingen af en teknologi, der hverken forøgede kontrollen over arbejdskraften, eller bidrog til udviklingen af produkter og produktionsmetoder, der modvirkede skabelsen af bæredygtighed og social ansvarlighed. I disse år havde jeg samarbejde med fagbevægelsen i DK og med Institute of Worker’s Control i Nottingham, og de udogmatiske miljøer omkring ”alternativ teknologi”. Dette engagement resulterede i en systematisk kritik af Marx’ delvis deterministiske teknologiopfattelse, og relativt naive teknologi-optimisme, i min bog Teknologi og kontrol. Teknologiens revolution. Revolutionens teknologi, en teknologi-optimisme, som mange kritiske samfundsforskere var tilbøjelige til at overføre som perspektiv på det moderne, kapitalistiske industrisamfund.

I 1983 blev jeg ansat i et vikariat ved Danmarks pædagogiske Bibliotek i ”matematikkens og teknologiens didaktik”, her kunne jeg iagttage, hvordan automationen af det intellektuelle arbejde var ved at komme på dagsordenen gennem udviklingen af projektet Kunstig Intelligens (AI), der brugte de hastigt emergerende computerteknologien (primært von Neumann-computeren beriget med teknologier som ”parallel processing”, men også, efter et par år, den teknologi, der kaldes ”neurale netværk”) som eksperimentarium og praktisk implementering af forskningen indenfor meta-disciplinen, Cognitive Science. Fokus var her udviklingen af computere, der overtog menneskelige, kognitive kapaciteter, altså egentlige proteser; udviklingen af computersystemer, der støttede intellektuelle funktioner (beslutningsstøttesystemer); og endelig udviklingen af computerbaserede læringsmiljøer, der inkorporerede situeret læring og meta-lærings strategier – alt det, som man i dag kalder ”e-learning”.

Jeg forholdt mig generelt meget kritisk til den ”hårde” version af Cognitive Science, altså postulaterne om, at computere kunne overtage og erstatte, menneskelige, kognitive kapaciteter.

Argumentet mod dette projekt var simpelt nok på det systematiske plan – i praksis viste det sig naturligvis tragikomisk urealistisk. Nemlig, at vore kognitive kapaciteter er integrerede i de emotive og konative kapaciteter, og at disse simpelthen ikke kan formaliseres, og dermed operationaliseres, gennem konceptualisering. Jeg fokuserede med andre ord på kroppens og situationens rolle for erfaring, erkendelse, og handling.

Jeg skrev nogle af de første´, kritiske bøger om Kunstig Intelligens: ”Maskinens tanker” (1985), ”Ekspertsystemer og kunstig intelligens” (1985), ”Etik, planlægning, og videnbaserede systemer” (1988), ”Ægte intelligens. Om bevidsthedens program” (1989), ”Kroppens tanke. Kunstig Intelligens. Det Umuliges kunst” (1990), og sammen med ingeniøren, Torben Tambo bogen ”Guds Ur. Om den Store Videnskab og dens Kulmination i Kunstig Intelligens, Computere, og Neurale Netværk.” (1992).

I disse år, op til midten af 90-erne, var jeg medlem af The Scandinavian Artificial Intelligence Society, og jeg skrev tema artiklen i The Encyclopedia of Language and Linguistics på Pergamon Press, 1993, om ”Cognitive Science”.

Fra 1988-90 samarbejdede jeg med Universitetet i Bratislava om udviklingen af et computerbaseret system, der kunne ”forstå” dagligdagssprog, og jeg underviste ingeniører på DTU (1986-1997) i videnskabsteori og filosofi.

I 1986 blev jeg ansat som lektor i Systemvidenskab ved Institut for Datalogi og Systemvidenskab på CBS, skabt af professor Peter Pruzan.

I denne periode arbejdede jeg i øvrigt intensivt med C.S. Peirces semiotik, og brugte den som et afsæt for at kritisere Cognitive Science. Jeg henviser her til artiklen ”Begivenhedens fænomenologi”. Tidsskriftet AGORA. Temanummer om Kunstig Intelligens, ekte filosofi. Nr 3-4/90. p. 242-304.

Det vigtige i denne fase af mit liv, der varede til omkring midten af 90-erne, var først og fremmest, at jeg for alvor begyndte at fokusere på erkendelsesteori og ontologi, for hele det videnskabelige, institutionelle og pragmatiske regi omkring projekt Kunstig Intelligens og Cognitive Science sætter jo et hidtil ukendt, håndgribeligt fokus på spørgsmålene om, hvad forholdet er mellem krop og bevidsthed, mellem bevidst, krop og verden, hvad situeret erfaring er, og hvordan sprogligheden, og dermed begrebet ”mening” skal forstås – og således, som planeten Jorden, der langsomt kommer ind i rumskibets synsvinkel, for første gang for alvor tvinger os til at se, at vi må se det vigtigste af alle fænomener i vort liv, begivenheden.

Filosofien: Begivenheden og den kroppende tanke

Fra 1990 stod resten af mit liv i filosofiens tegn. Naturligvis er en teoretisk beskæftigelse med marxismen som totalvidenskab bundet til en filosofisk diskurs, men her befinder man sig ligesom inde i en læges venteværelse, hvor udvalget af aviser og ugeblade er sparsomt, og hvor det er forbudt at tale i mobiltelefon. Man kan anfægte lægens autoritet, men man er nødt til at gå derind. At forlade en ideologi minder ikke så lidt om det at gå fra konsultationen og vide, at man ikke fejler det, man troede (at man fejler noget andet kan dog ikke udelukkes, men derom senere).

Jeg besluttede således, at begynde delvis forfra, og udvikle den teori om samspillet mellem krop, bevidsthed og begivenhed, som jeg havde manglet i alle disse år, hvor jeg bekrigede Cognitive Science og Kunstig Intelligens.

Nu stod jeg heldigvis ikke på bar bund, for store filosoffer, der også havde haft deres Auseinandersetzung med marxismen, som Maurice Merleau-Ponty og J.-P. Sartre havde allerede opstillet vejskilte, selvom Sarte hang ulykkeligt fast i den franske nationalsygdom, det cartesianske cogito – som netop Merleau-Ponty, Michel Foucault og Gilles Deleuze som de første fremstillede ordentlige vacciner imod. I disse år konsulterede jeg også Ludwig Wittgenstein, fordi jeg mente, at netop den manglende styrke i teorien om sproget var svagheden i alle tidligere forsøg på at tænke forholdet mellem kroppen, bevidstheden og begivenheden.

Imidlertid læste jeg Heideggers ”Sein und Zeit” først i 90-erne, og radikaliteten i dette mesterværk efterlod et uudsletteligt indtryk på mig. Her praktiseredes det projekt med en hidtil uset virtuositet, som i dag tiltrækker de unge ved Deleuzes og Guattaris programmatiske bog ”Hvad er filosofi”, nemlig, at filosofi er noget, man kan skabe, ligesom man skaber kunst, installationer, sociale relationer, og virksomheder.

”Det er altså sådan, man gør!” tænkte jeg, og besluttede at forsøge selv.

Men Heidegger kunne aldrig være nok. Postmodernismen krævede et Merzbau i skriften, mere en kollage end den genialt og strengt konciperede symfoni.

Dertil kom, at Heideggers værk, alt som jeg satte mig mere og mere ind i det, forekom mig at indeholde et sort hul – ligesom de fleste store, filosofiske opus’er – og at Heideggers hul, hvorfra energien til hans tænkning kom, hverken var ”aletheia” eller ”væren”, men snarere begivenheden. Det viste sig vel egentlig, at jeg havde ret, da ”das Ereignis” blev udgivet i de Samlede Værker, men det viste sig også, at begivenheden forblev det usagte, skabende mørke, det fortiede, men alligevel hviskende, i denne store filosofs værk. Jeg var altså på den, overladt til mig selv. Jeg måtte finde et udgangspunkt.

Det blev det banale faktum, at begivenheden er eksistensens basale form, ligesom tegnet er det for sproget, og at vi altid er i en begivenhed både som kroppe og som bevidstheder – hvis vi kun er der som kroppe, sover vi, er bedøvede, eller døde. Vi kan ofte opleve kroppen og tanken som adskilte i begivenheden, især hvis noget sker med os, som vi ikke er herre over, men lige så ofte oplever vi, at krop og tanke smelter sammen, at fysisk bevægelse, tale, gestik, erfaring, erkendelse, og symbolsk handlen udgør en sluttet enhed, et fungerende kompleks, en bevægelig og modtagelig substans, hvis meningskerne netop er begivenheden. Dette vilkår kaldte jeg krops-tanken, og min filosofi begyndte med en afhandling om de måder, hvorpå denne krops-tanke er i begivenheden, og begivenheden selv er i krops-tanken. For forholdet er chiastisk, ja, det er måske endda mere sandt at sige, at det egentlige subjekt for væren er begivenheden selv.

Denne afhandling blev til en doktorafhandling med titlen Begivenhed og krops-tanke. En fænomenologisk-hermeneutisk analyse, og den blev forsvaret i 1994.

I løbet af de næste år frem til i dag skrev jeg videre på denne filosofi. På den ene side måtte jeg prøve at udbygge den i forhold til sproget og meningens ærefrygtindgydende dimensioner, på den anden side måtte jeg udvikle en stil, der passede til den ”onto-pathetiske” filosofi, som jeg tænkte frem.

De første to bøger, som jeg skrev efter disputatsen, ”Verden, ord og tanke. Sprogfilosofi og fænomenologi” fra 1994, og ”Selvnødighedens filosofi” fra 1996 (”selvnødighed” er et ord, som jeg har lavet til at udtrykke den nødvendighed, vilje, og selvfølgelighed, hvormed tanken ”kropper”, når vi handler), var måder, hvorpå jeg gjorde min filosofi mere håndgribelig, dels i konfrontation med dens modbillede ”objektivismen”, dels ved at relatere den til den fænomenologiske tradition , og til både dens og Wittgensteins sprogfilosofi. Den lille bog ”Selvnødighedens filosofi” handlede om sproget og kroppen, herunder om metaforens kødelige basis.

I mit næste, filosofiske arbejde søgte jeg at udvikle en mere fundamental teori om mening, i bogen ”Om betydning. Tetragrammatonske refleksioner” fra 1998, og jeg prøvede at nærme mig det etiske felt ad omveje i bogen ”Secunda philosophia” fra 1999. Det er jo i dag meget svært at fastholde Kants opdeling mellem filosofiens områder, fordi en etik er umulig at fremstille uden at være sammenvævet med en erkendelsesteori, og med en teori om mening, og sammenvævet på en langt mere åbenlys og differentieret måde end det er tilfældet i ”Kritik der praktischen Vernunft” og i ”Metaphysik der Sitten”. Det samme gælder i øvrigt både erkendelsesteorien selv, og æstetikken. De kan ikke længere betragtes som rene, autonome felter uden accepten af en vis naivitet.

Samtidig var der sket en åbenbaring for mig, idet jeg havde kastet mig over den græske filosofi, både Platon, Aristoteles og stoikerne. De kunne fylde det tomrum, som jeg oplevede, at filosoffer som Heidegger og Wittgenstein efterlod mig i. Ovenikøbet havde stoikerne udviklet den eneste eksisterende, systematiske teori om begivenheden, og, for at det ikke skulle være løgn, også udviklet tanken om en tænkende krop. ”Secunda philosophia” var således også et studium i stoisk filosofi og en kritik af Heideggers sene værk, især af hans sprogfilosofi.

Så skulle der gå seks år inden jeg atter publicerede et rent filosofisk værk. Dette værk anser jeg i øvrigt for mit mest betydningsfulde, nemlig Eventum tantum. Begivenhedens ethos, der udkom i 2005. Denne bog er på én gang en erkendelsesteoretisk og ontologisk analyse af begivenhedens ontiske niveauer, og udviklingen af en systematik omkring begivenheden som historiefilosofisk og samfundsvidenskabeligt nøglebegreb.

Ledelsesfilosofi

I 1996 oprettedes ”Institut for ledelse, politik og filosofi”, hvorunder vores institut for ”Datalogi og systemvidenskab” også kom til at ligge. Leder blev professor P.O Berg, og han satte ledelsesforskning på dagsordenen.

Det passede mig fint, fordi ledelse som fænomen både rummer den eksistentielle og fænomenologiske dimension, som jeg nu dyrkede, OG knyttede an til mine tidligere arbejder med magt, økonomi, teknologi og kontrol, samt til det felt, som jeg nu snart i nogle år havde kastet mig over, nemlig den græske, filosofiske tænkning, hvor analogien mellem selvdannelse og samfundsskabelse er så markant.

Jeg begyndte altså at arbejde med udviklingen af en ledelsesfilosofi.

Her havde jeg som udgangspunkt valget mellem en indfaldsvinkel, der som Erik Johnsens ledelsestænkning fokuserede på rolle-begrebet, eller som græsk filosofi på dyderne. Jeg valgte det sidste, fordi rollebegrebet forekom mig uforeneligt med maksimerne om selvdannelse, der fra begyndelsen styrede mit syn på lederskabet.

I årene fra 1997, hvor min første bog på området, ”Ledelsesfilosofi. Et radikalt normativt perspektiv” udkom, udviklede jeg en ledelsesfilosofi og en organisationsfilosofi, der i 2004 toppede med bogen Det nye lederskab, der blev en lille bestseller.

”Den første bog, ”Ledelsesfilosofi” Et radikalt normativt perspektiv” kom i adskillige oplag og blev oversat til svensk – den bliver i øvrigt genoptrykt i 2006. Samtidig udviklede og omskrev jeg den til en betydeligt større engelsk version ”Management Philosophy. A Radical-Normative Perspective”, der udkom på Springer Verlag i 2000.

I 2001 udgav og bogen ”Organisationsfilosofi. En studie i liminalitet”, der udviklede organisationsfilosofien som et nyt felt, en bog, som jeg selv er meget glad for, og som blev genudgivet i 2005.

Fra 2001 og frem til i dag er jeg blevet mere og mere optaget af offentlig ledelse. Jeg blev leder af en tænketank for offentlige topledere i 2003 i samarbejde med SAS Institute, og arbejder stadigvæk i den. Et afgørende fokus i offentligt lederskab er problemet om forankringen af loyalitet – det er i øvrigt også afgørende i den private sektor på baggrund af arbejdsmarkedets forvandling – og derfor udgav jeg i 2002 bogen ”Loyalitet. Udfordringen for ledere og medarbejdere”, og i foirlængelse af dette perspektiv 2005 bogen ”Fusionsledelse i det offentlige. En huspostil for strukturreformens ledere” sammen med Lars Goldsmith.

Min sidste bog er lige udkommet. Den hedder Begivenhedsledelse og handlekraft (8-3, 2006) Her opdyrker jeg et nyt område indenfor ledelsesteorien, et område, som jeg til stadighed undrer mig over endnu ikke er blevet udforsket og systematiseret. Det er stadigvæk historikerne, der ved mest om begivenhedens væsen, erhvervsøkonomerne syntes at have opgivet ævred, da operationsanalysen blev smidt ud med badevandet.

I denne bog udvikles også et analytisk begrebsapparat omkring kontrol, dialogen behandles, og hermed anerkendelsen, og bogens sidste del udvikler en teori og praksis omkring protreptikken, den græske disciplin til coaching af topledere. Ledelsesmæssigt står det næste tiår i intim-teknologiernes tegn.

Kunsten

Jeg har altid arbejdet med kunst. Jeg tror egentlig, at langt flere danskere dyrker kunsten, end man ville tro. Jeg har malet fra jeg var helt ung, og i perioder ernærede jeg mig i det små som violinist og bratschist. Men som forfatter sprang jeg sent ud. Jeg vil sige, at det var mine aforismer ”Ordenes tid. Fragmenter til en sirlig filosofi”, fra 1996, der var mit første bidrag på det litterære felt – selvom de måske rubriceres under ”filosofi” på biblioteket.

Men med bogen ”Filosofiske fortællinger” fra 2004 og bogen “Filosofiske aforismer” fra 2006 begge udgivet på Lindhart & Ringhof Forlag meldte jeg mig for alvor under fiktionens faner.

Til kunsten hører naturligvis også en filosofi, og arbejdet med æstetisk filosofi har tiltrukket mig i mange år. Men samtidig har de dybere forbindelser mellem kunst og social praksis, især forholdet mellem kunst og ledelse, optaget mig. I 2003 oprettede jeg på CBS Center for Kunst & lederskab (CAL) sammen med dirigenten Peter Hanke. Ud fra dette centrum har vi arbejdet med modeller for integration af kunst i organisationer, og med måder, hvorpå man kan begrebssætte og implementere praksisfællesskabet mellem disse to verdner til begges benefice.

I dette arbejde har vi i særlig grad hentet uvurderlig støtte fra professor Pierre Guillet de Monthoux, fra Stockholms Universitet, en garvet teoretiker og praktiker på feltet ”kuratering”, og fra vores centerkoordinator, Rikke Ørtved.

Generelt

Jeg er en meget efterspurgt oplægs- og foredragsholder både indenfor akademiske og ikke-akademiske kredse, Jeg holder foredrag om emner som det nye lederskab, om intimteknologier: coaching og identitet som problemfelt, ledelse gennem udlicitering af selvkontrol, ledelse som en kunst, new public governance, fusionsledelse, begivenhedsledelse og handlekraft, protreptik (refleksion over grundholdninger).

Jeg har også varetaget adskillige konsulentopgaver; jeg var eksempelvis konsulent på udarbejdelsen af Frederikborgs Amts kompetenceregnskab i 2003-04 og jeg var i midten af 90’erne konsulent på DRs programserie om den europæiske histories filosofi.

Jeg optræder ofte i medierne senest har jeg medvirket i DR2 tema: Vild med ure (sendt den 13. januar 2007), og i sommeren 2006 sendte P1 fem programmer med titlen Oles sommerskole, hvor jeg tegnede filosofiske øjebliksbilleder af livet – både arbejds- og privatlivet – som det former sig i Danmark anno 2006. Jeg havde min film debut i 1996, hvor jeg medvirkede i filmen; ”Filosof” af Claus Bohm, filmen handlede om fire originale, danske tænkere i vor tid (øvrige filosoffer: Villy Sørensen, Hans-Jørgen Schanz, Per Aage Brandt) og deres filosofiske og metafysiske tilgang til verden og derfor også om menneskets undren, erkendelse og smerte.